Børneopdragelse og ateisme

Her ses mit (lettere modificerede) svar afgivet på online forum til spørgsmål om børn og ateisme. Spørgeren gav udtryk for, at det må være en trist verden de vokser op i (?).

Hvad angår mit syn på børneopdragelse i kombination med ateisme kan jeg med ro i stemmen sige, at mine to dejlige børn lever i bedste velgående og med masser af mod på livet. De må selv vælge deres tro eller ikke-tro når de er gamle nok til den slags (og det er man ærlig talt ikke i konfirmationsalderen, men det er en anden snak, se evt. her). Indtil den dag, der er det vigtigste at de ved, at deres forældre og øvrige familie elsker og støtter dem i alt hvad de gør - det er ganske simpelt.

At give dem en fiktiv sutteklud i form af tro på et opfundet paradis - eller at true dem med et imaginært helvede (hvilket minder mest af alt om børnemishandling) - er slet ikke nødvendigt! Tværtimod lærer de at værdsætte dette liv fra barns ben - uden at miste fokus og skabe sin falske forhåbninger. Der er intet negativt i ikke at tro på Zion eller Muhammed, Jahve eller Odin, Shiva eller FSM - det handler om at leve med sin tvivl og acceptere sin uvindhed.

Dertil er kærligheden til verden, og sine nærmeste, jo mindst lige så stærk som en troendes - hvorfor skulle der være nogen forskel i livskvalitet fordi man bruger sin sunde fornuft (se mere her)? Desuden er vi alle jo ateister - vi er bare nogle som er gået én gud videre!

Jeg giver dem ingen tro retur når de spørger om eksistentielle ting, men roser dem for netop at stille spørgsmålet/spørgsmålene. Jeg fortæller dem, at mange siger de har fundet sandheden - at hinduister siger dette og hint, muslimer siger noget andet, ægypterne mente noget tredje, kristne siger sådan og sådan osv. Stiller de spørgsmål omkring eksempelvis hvorvidt solen drejer rundt om jorden får de svaret som videnskaben giver os - men ting som jeg endnu ikke kan forholde mig helt til (som kvantemekanik, sorte huller og krumninger i tid mv.) får de samme svar som ved eksistentielle spørgsmål: "nogle siger xxx, andre siger yyy" etc.

Jeg fortæller dem, at jeg ikke ved noget om universets uendelighed, at nogle siger det udvider sig (og jeg ikke ved hvad det udvider sig i). Jeg fortæller dem om alle de fantastiske planeter, stjerner og galakser som findes derude - og hvor små vi mennesker er.

Modsat hvad mange troende har bildt sig selv ind, kommer etik og moral ikke fra religion - men fra evnen til medfølelse og empati - samt forståelse for et samfunds opbygning og lovgivning/regler (herunder spiller opdragelse selvfølgelig en rolle). Mange af de mest basale moral kodeks stammer fra langt før "Jesus" og "de 10 bud" for den sags skyld - oldtidens filosofi har gode eksempler på dette (men mere om det en anden god gang).

Omkring døden har jeg vaklet meget, da jeg i bund og grund var urolig for ikke at give dem sikkerhedsnettet "paradis" eller "himlen". Men jeg er kommet frem til, gennem erfaring og samtale med andre ateist forældre, at de kan tåle at høre sandheden: at jeg ikke ved hvad der sker når vores kroppe slukkes. Samtidig gør jeg dem klart, at eftersom vi ved at hjerneaktivitet hænger sammen med vore tanker og følelser - og eftersom der ikke er nogen hjerneaktivitet efter vi er døde - så ser det umiddelbart ud til, at dette er det sidste og eneste liv i har... Og at de netop derfor skal passe på det og nyde det så længe det varer!

Det budskab finder jeg langt smukkere end noget skrevet i diverse religiøse tekster.

.