Jeg bliver ofte stillet dette udmærkede spørgsmål og vil i dette relativt omfangsrige blogindlæg forsøge at gøre rede for min personlige indgangsvinkel til emnet. Jeg kan af gode grunde hverken svare for alle ateister, andre ikke-troende, eller agnostikere for den sags skyld. Ej heller kan jeg få alle vinkler belyst tilstrækkeligt i et hug, men jeg vil i det følgende gøre et hæderligt forsøg alligevel.
Der er flere grunde til, at jeg finder at åben (og gerne offentlig) religionskritik og -dialog, er yderst vigtig i vores "moderne" samfund. Denne kritik, og indbydelse til dialog, retter jeg personligt mod emner som gudsforestillinger, åndetro, hellige skrifter, overtro, mirakeltro, skæbnetro/determinisme, kirkelige institutioner, bøn, ritualer/liturgi, guddommelig etik/moral og lignende emner - kort sagt: religion.
Lad mig starte fra en ende af - i uprioriteret rækkefølge:
Eskapisme
Religion er et oplagt tilflugtssted for mennesker som har problemer med at håndtere, acceptere og forstå verden. De religiøse systemer er yderst velegnede til virkelighedsflugt og opbygning af en fed livsløgn - et fiktivt "parallel univers" uden egentlig sandhedsværdi. Mennesker som følger religiøse systemer, institutioner, normer, postulater, dogmer, ritualer, doktriner, tankegange m.v. betragter verden gennem et bedragerisk 'Majas slør' og deres skeptiske, udforskende og kritiske evner lulles langsomt i søvn - tja, destrueres tilsyneladende over tid.
Mange troende ser op til en surrogat far og/eller mor, en fantasi ven, en himmelsk støttepædagog (eller flere), som de sætter al deres lid til - problemet er bare, at der efter al sandsynlighed er tale om det pure opspind - ren svindel, bedrag og humbug. Folk som egentlig burde søge hjælp (hos psykologer, psykiatere, traumecentre, hospitaler mv.) får i stedet at vide, at det er helt normalt at høre stemmer, føle sig "udvalgt" og se ting som er usynlige for andre etc. Det er det rene depravation - tankevirksomhedens erosion og forfald.
I tilstanden af fuldstændig subjektiv virkelighedsflugt er de troende i stand til at underbygge enhver af deres, eller deres erklærede tros, påstande - uden hensyntagen til hverken logiske eller videnskabelige bevisopstillinger, om disse så direkte eller indirekte modbeviser deres tro/antagelser. Ikke engang selvmodsigelser er en hindring for mange troende. Negligering af objektive videnskabelige metoder, processer og indsigt er så udbredt, at det grænser til vanvid - der er i mange tilfælde ligefrem tale om ignorering og bortforklaring af kolde facts og dokumenterbare egenskaber ved verden... Denne besynderlige flugt er, for de troende, selvfølgelig en udmærket trøst, lige indtil korthuset for alvor falder sammen - eller de går over i den anden grøft og bliver fanatiske eller ekstremistiske.
Og hvorfor skal man så ikke have lov til at flygte fra virkeligheden? Fordi det ikke er nødvendigt at opfinde sin egen virkelighed - den fælles virkelighed er nemlig både smuk, fascinerende og fantastisk i sig selv, helt uden vrangforestillinger og forvrængning af virkelighedsbilledet. Dertil går denne om sig gribende eskapisme i arv via opdragelse og indlæring fra barnsben (også kaldet indoktrinering) - så om ikke andet bør vores efterkommere slippe for at "flygte" fra denne betagende verden.
Det er en af grundene til at nutidens ateisme er så aktiv som den er. Menneskeheden må smide sit slør og se virkeligheden i øjnene.
Værdiforskydning
Religion repræsenterer en yderst uønsket værdiforvridning, værdiforvrængning og værdiforskydning. De fleste religioner opererer nemlig med at flytte fokus til en transcendent virkelighed, et "efterliv", et parallelt univers eller lignende - det være sig i form af reinkarnation, karma loven, paradis, nirvana, helvede, guddommeligt nærvær mv. Efterlivsforestillinger dikterer eksempelvis hvordan den troende skal gebærde sig i det eksisterende liv, det eneste liv vi med sikkerhed kan sige at vi får, og derudover ophøjes værdien af disse formodede efterfølgende liv over det nuværende og reelle liv. Det er en ganske farlig proces at sætte i gang, det underminerer groft sagt vor egentlige eksistens her på jorden og fjerner vores frihed som mennesker - vi slavebindes så at sige til jagten på et godt efterliv (som ingen ved deres fulde fem med sikkerhed kan sige eksisterer). Det er ikke et uvæsentligt hak i vor menneskeværdighed - vi skal kæmpe for dette liv, værdierne her på jorden og styrkelse af vor fælles jordiske fremtid. Ingen barnlige ønsker og fantasier om udødelighed skal ødelægge den ultimative værdi som livet har.
Denne uønskede værdiforvrængning flytter fokus, for områder så som etik, moral, empati, kærlighed og livsværdier, så livet nu og her mister sin væsentlighed og vitale, alt afgørende, betydning. Religion kan hæmme kærlighed, respekt, forståelse og tolerance mellem mennesker og substituerer med guder, Jesus, Helligånden, apostle, profeter, helgener, engle og andre fantasifostre.
Man skal absolut ikke underkende følgevirkningerne af sådanne forskydninger af menneskets værdier, det er en glidebane som kun kan føre ondt med sig. Vi skal derfor være særdeles varsomme overfor alle som prædiker og understøtter den form for underminering og nihilistisk simplificering af vort samfund og vor skønne verden.
Religionerne ophøjer således naiv barnetro over eksempelvis humanisme og i visse tilfælde lovgivning - vi må for alt i verden få stoppet og nedbrudt denne dekadente proces for at bevare vores jordiske værdigrundlag. Således skal hverken ønsket om opnåelsen af 72 jomfruer, ophold i guds have, evig lykke, eller frygt for helvedes ild påvirke hvordan vi lever og interagerer. Vi må befri vores medmennesker fra disse absurde og gennem generationer "nedarvede" vrangforestillinger, så vi samtidig kan blive fri for at blive berørt af religionernes klodsede og farlige dominans på vor klode (set både med nutidige og historiske briller) - vi er en del ateister som gerne vil have værdierne tilbage og ned på jorden hvor de hører hjemme!
Legitimt skjulested
Så længe det er fuldt ud accepteret, at mennesker tyr til blind tro, forklaret af Kierkegaard som et spring på 70.000 favne vand ("Objektiv Uvished"), og derved baserer hele sit liv på udokumenterbare postulater om verden og virkeligheden, da vil religion udgøre et legitimt tilflugtssted for ekstremistiske kræfter. Derved er der lagt en særdeles effektiv grobund for fanatisme (sekter, kultdyrkelse, dommedagsprofetier, hellig krig, terrorister og lignende uhyrligheder). Vi skal af med denne negligering af videnskabelige processer og metoder, denne ulogiske afvisning af objektiv empirisk viden og sansernes realitet, som principielt set gør det socialt accepteret at lyve og fortælle gamle løgnehistorier.
Der findes gode parodier på, eller analogier på, religionerne. Russells tepotte, the Flying Spaghetti Monster (FSM) og the Invisible Pink Unicorn (IPU) er blot nogle eksempler. Alle bør de anskueliggøre for enhver, hvor komplet absurd og meningsløst alt bliver, hvis man bare blankt kan påstå, at dette eller hint er "sandheden", uden på nogen måde at skulle stå til regnskab herfor. Man bør selvsagt blive opkrævet en videnskabelig og troværdig opstilling af sine beviser, som kan sandsynliggøre at ens udtalelser har noget som helst med virkeligheden at gøre. Kan man ikke det, så er vi ude i myter, sagn, eventyr og lignende fortællinger - og sandhedsværdien er bestemt hverken større eller mindre end disse. Personer som udtaler at der findes en almægtig usynlig gud, eller flere, bør således blive afkrævet underbyggende beviser for sin påstand - uden sådanne beviser kan påstanden blankt afvises som det den med største sandsynlighed er: falsk og utroværdig.
Folk som vælger en subjektiv, og derved udokumenterbar, virkelighed, bør samtidig acceptere, at der ses skævt til én - simpelthen i kraft af, at der er tale om et ulogisk valg. Det er på andre områder ganske almindelig adfærd, at mennesker ikke billiger komplet irrationelle valg, men lige for religionerne er der tradition for at sådanne valg accepteres blindt. Denne implicitte accept og legitimering anfægter den aktive ateisme, ligeledes negligerer og modarbejder den aktive ateisme dette omfattende og "uanfægtelige" tabu som religion repræsenterer - (over)tro og grundløse gisninger kan aldrig være attråværdige eller mål i sig selv. Aktiv ateisme er med andre ord en nødvendig rationel modvægt til religionernes tabubelagte, urørlige og "hellige" irrationalitet.
Den ene religion er ikke bedre end den anden ud fra et sådant synspunkt - alle er de irrationelle og meningsløse. Aktiv ateisme forsøger at mane til besindighed og skærpe opmærksomheden omkring den ufortjente legitimitet som religionerne pryder sig med.
Kunstig gruppering af mennesker
Religion repræsenterer ofte en unaturlig og uhensigtsmæssig splittelse af mennesker. Man isolerer sig i hermetisk forseglede samfund og lukker sjældent andre ind - i hvert fald ikke uden der i det mindste er et spinkelt håb for at de kan omvende vedkommende til den "rigtige" tro. Der lægges låg på det lille esoteriske samfund og man er ikke åben overfor hvad verden bringer af budskaber og ny viden - hvis man overhovedet kommunikerer, er det i forbandende gloser over verdens fordærvede tilstand eller lignende negative udbrud. Selvfølgelig er det ikke al religion som tager sig ud på denne måde - men indirekte er al religion med til at skille "dem" fra "os".
Dertil kommer udelukkelse, også kaldet udstødelse, hvor familiemedlemmer og/eller venner ikke længere accepteres og vises bort - på trods af blodets bånd. Der findes masser af eksempler på forældre som har udstødt deres egne børn, ægteskaber som er ødelagt og samfund som splittes på grund af religion. På større skala taler vi krig, korstog, inkvisition, masseødelæggelse, fjendskab osv. - alt sammen med udgangspunkt i "gudgiven" religion og irrationel tro.
En naturlig effekt af en sådan isolering er hindring af samtale og dialog, man lukker af for dialog og konstruktiv kritik. Det er sikkert af frygt for, at ens verden bryder sammen, så derfor klamrer man sig i stedet til sin tro og kæmper indædt for disse groteske oldtidssagn og fallerede myter. Men denne isolation resulterer i kraftfulde og sprængfarlige spændinger, som i den grad understreger vigtigheden af dialog.
Aktiv ateisme forsøger at nedbryde denne type gruppering og isolation ved at opfordre til dialog og åben debat i det offentlige rum - i samtale kan man forhåbentlig få bragt "ligene ud af skabet".
Religionerne er interessante at studere
Dette punkt er meget enkelt og helt "uskyldigt" - religion er simpelthen bare underholdning af verdensklasse. Religion er en oplagt kandidat til et studie man kan gå i krig med af ren og skær fornøjelighed, morskab og interesse. De mange guder og besynderlige væsener som menneskets utrolige fantasi har kunnet skabe og de fantastiske tekster, som kun i ny og næ giver mening og som oftest er enten selvmodsigende, overfortolkede eller det rene nonsens. Det er simpelthen svært, at holde sig fra at kommentere på disse usammenhængende verdensanskuelser og ubehjælpelige verdensbilleder.
Religionerne - og deres guder, ånder, engle, dæmoner mv. - gendriver ligefrem hinanden gensidigt, de kan jo ikke alle sammen have ret! Diverse religioner, nutidige som historiske, er med andre ord principielt set inkompatible. Alle siger de, at de kender "sandheden", hvilket blot skærper min og andre ikke-troendes velbegrundede mistænksomhed… Et godt udgangspunkt er, at folk som siger, at de ved alt og/eller kender "sandheden", dem skal man lige tage med et gran salt eller flere.
De skøre ritualer og den besynderlige liturgi, det absurde i bøn og ofring, pseudoreligioner som FSM og IPU (se ovenfor) - alt sammen er med til at gøre religionerne interessante at pille ved. Dertil kommer vanvittige forudsigelser som intet har på sig, afsindige (bort)forklaringer omkring verdens ophav, det ukritiske valg af kildemateriale, subjektiv arrogance, personlige åbenbaringer, påståede mirakler, ubeviselige "åndelige evner", skæbne tro, negligering af den frie vilje, ubegrundede efterlivsforestillinger osv. Med en lille smule fornuft i bagagen, og blot en brøkdel humoristisk sans, kan man ikke undgå at trække lidt på smilebåndet af disse overnaturlige overbevisninger.
I mange tilfælde kender ateister diverse trosretninger bedre end de troende. Formentlig nok i kraft af ateistens generelle nysgerrighed omkring religion - og forekomsten af så mange moderate troende (som i virkeligheden ikke følger troen efter forskrifterne). Ateister er i stand til at stille kritiske spørgsmål til de hellige skrifter, kirkelige institutioner, ritualer mv. - herunder hvorfor moderate troende ikke holder sig til deres teksters befalinger. Fra det punkt følger bortforklaringer fra de moderate troende, alla "det er ikke det der menes" eller jamen, det skal fortolkes således" mv. Der har jeg trods alt mere respekt for troen hos en fundamentalist - de har i det mindste læst hvad den enkelte tro handler om og følger (desværre) disse befalinger til døden (inkl. andres død). Jeg har selvsagt ikke respekt for disse personers handlinger, men deres tro er i det mindste stærk og vedholdende. Fundamentalister tydeliggør oftest religionernes egentlige budskaber og sande ansigt.
Nogle religiøse trækker ofte "tabu kortet" og hævder de bliver trådt på, stødt og fornærmet - blot ateister giver udtryk for deres manglende tro eller kommenterer på den enkelte tros absurditeter, måske i humor eller kunst, men som det siges populært: "People who don't want their beliefs laughed at shouldn't have such funny beliefs", altså: "Folk som ikke vil have at man griner af deres tro burde ikke have så morsomme trosretninger".
Det er ligeledes oplagt for en ateist at beskæftige sig med religion, når man ser på den moderne religionskritik og spændingen mellem videnskab og tro, religionernes (og anden overtros) fremmarch i Danmark som i udlandet, samt spændet mellem fornuft og overgivelse til blind tro. Dertil kommer den yderst interessante internationale fremgang for aktiv ateisme, under den ironiske betegnelse "militant" ateisme, repræsenteret af bl.a. Richard Dawkins, Sam Harris, Daniel Dennett og Christopher Hitchens.
Jeg tænker herunder også lidt på vores generations eftermæle. Vores efterkommere skal ikke kunne grine af, og more sig over, vores dualistiske "splitbrain syndrom" hvor naiv barnetro og videnskabelige metoder står i klokkeklar kontrast overfor hinanden. Som Ralph Waldo Emerson siger det: "The religion of one age is the literary entertainment of the next", altså: "En tidsalders religion er litterær underholdning for den næste".
Religion berører direkte eller indirekte utallige områder af det menneskelige liv, det være sig litteratur, kunst, historie, filosofi, politik, psykologi, videnskab, arkitektur osv. Så er man interesseret i blot et af disse områder er det også svært at komme uden om det religiøse - selv for ateister.
Sekularitet og uddannelse
Stat og kirke bør adskilles 100% her i Danmark, som i alle andre lande. Der eksisterer ikke en fornuftig årsag til at holde kristendommen, eller nogen anden religion for den sags skyld, "indenfor dørene", ud over en forældet historisk forklaring som nu om dage må betragtes som irrelevant. Statskirken, også omtalt som "folkekirken", har praktisk talt monopol på alt for mange essentielle (og eksistentielle) områder, så som begravelse, navngivning og andre af livets vigtige overgange. Der er absolut ingen grund til at favorisere denne religion frem for en anden. Kirken bør i stedet privatiseres og holdes på lige niveau med alle andre trossamfund, klubber og foreninger - folkekirken bør altså vitterlig blive folkets kirke, ikke statens, som en 100% selvfinansierende virksomhed.
I forbindelse med konfirmation er der mange steder i Danmark tradition for at benytte undervisningstiden i skolerne til decideret konfirmationsforberedelse, altså indføring i kristendommen og dens "herligheder". Dette er komplet vanvid og spild af børnenes hjernekapacitet og tid - denne indoktrinering, oven i købet på statens regning, hører ingen steder hjemme. Ikke forstået således, at vores nye generationer ikke skal lære om diverse trosretninger og livsanskuelser - fra ægyptisk polyteistisk mytologi og naturreligionerne, til moderne monoteistiske trosretninger som kristendom, islam, jødedom m.v. - for det er absolut en nødvendighed for at opnå en anstændig opdragelse og uddannelse med en historisk forståelse og baggrundsviden.
Kirkerne, uanset trosretning (synagoger, moskeer, templer mv.), skal ikke have indflydelse på hvad vores børn, menneskehedens fremtid, lærer; hverken i skolen eller andre steder (jf. eksempelvis debatten om evolution kontra "intelligent design"/kreationisme) - de skal holde deres indoktrinerende fingre fra vores efterkommere. Deres børnemishandling må høre op, børn skal ikke trues - hverken med dæmoner, satan, djævlen, en overvågende guddom (tankekontrol) eller helvedes flammer. Ej heller skal de opmuntres til at stræbe efter et efterliv i "himlen" eller "paradis", ligeledes skal de hverken opdrages, eller hjernevaskes, til behagesyge overfor disse ikke-eksisterende guddommelige væsener (inkl. julemanden). Den slags forestillinger begrænser deres tankevirksomhed og underminerer den sunde skepsis og undrende tilgang til verden. Det nytter ikke, at man maner deres sunde lyst til udforskning og den naturlige tvivl i jorden for at erstatte denne med gammelt sludder og indholdsløst tågesnak. I den forbindelse skal forældrene også være varsomme, religion er kun velegnet til falsk tryghed og udnyttelse af svage - noget som potentielt set fører til magt.
Udnyttelse af svage er selvfølgelig ikke kun noget der forekommer i religionernes navn, men religion, og anden overtro i øvrigt, er oplagte systemer til at stjæle folks ejendele og penge, samt at ødelægge deres personlige minder, følelser, relationer og virkelighedssans. Når visse personer (som kalder sig "medier") eksempelvis påstår de taler med en persons afdøde slægtninge eller lignende, så træder denne væmmelige person på den søgendes følelser og minder. I mine øjne overtræder et sådant påstået "medie" den personlige grænse og begår psykisk voldtægt. Netop folk som aktivt søger svar, og som måske oven i købet er i sorg, er rigtig sårbare - jf. P.T. Barnums psykologiske effekt. Samme effekt udnyttes i høj grad af både etablerede som nyere religioner og trossystemer - om det så er bevidst eller ej.
Nå, men tilbage til skolen. Et overordnet skolefag som "filosofi" eller "idehistorie" er vigtigere end "religion", som igen er langt vigtigere end "kristendomskundskab" (som langt hellere burde omtales som "kristendomsdårskab" eller ligefrem "kristendomsdumskab"). Det er overordnet set væsentligt, at vi i vores uddannelsessystemer ikke favoriserer den ene irrationelle tro frem for den anden. Udstil dem alle og vis dem for hvad de er: krakelerede forklaringer på verden omkring os, udslidte verdensbilleder - alt sammen skabt af mennesker.
Derfor er aktiv ateisme en kamp for at vores samfund og børn fritages for religionernes unødvendige indflydelse, monopolstatus og "gudgivne" magt.
Manglende eftertænksomhed
Der er desværre en høj risiko for, at troende mister evnen til eftertanke, at tvivle og stille spørgsmålstegn, dels når det kommer til eksistentielle spørgsmål, men også hvad angår blank afvisning og ignorering af videnskabens forklaringer. Det synes at være umuligt at skabe tvivl blandt de troende - men alt bør betvivles, det er et krav for at vi som mennesker lærer at tænke selvstændigt. Et udgangspunkt i den sokratiske udtalelse "alt hvad jeg ved, er at jeg intet ved", er slet ikke så skidt igen, vi bør være ydmyge og forsigtige i forsøget på at tilegne os sikker viden om vor verden. Skepticisme (det at være skeptisk) handler om at bruge sin 'sunde fornuft' og derved betvivle hver "sandhed" som man ellers ville sluge råt.
Til spørgsmål i stil med "hvordan blev universet skabt" og "hvordan opstod livet på jorden" er svar som "gud gjorde det" komplet meningsløse idet gud er en fuldstændig ukendt faktor - hvilken gud, hvem er denne gud, er gud blot en skabende kraft, hvordan erkender vi gud, er gud død m.v. "Gud gjorde det" ligner måske et svar, men udtalelsen efterlader rent faktisk flere spørgsmål end svar. "Gud" som "årsag" til verdens skabelse ("den første årsag") eller enhver anden ting i vort univers, er meningsløst ævl. "Gud" betyder i virkeligheden ikke andet end "en ukendt faktor" eller "jeg opgiver at svare på spørgsmålet" - husk det hver gang nogen udtaler sig om "gud", spørg endelig grundigt ind til hvad der helt præcis menes. Det vil hurtigt springe dig i øjnene, at der er mindst lige så mange guder som der er mennesker som tror på guder… Og oftest er disse guders egenskaber, handlinger og intentioner direkte selvmodsigende.
Selve det at hylde og ophøje "blind tro" (åbenlyst absurde påstande uden underbyggende argumenter, uden beviser og uden sammenhængende logik) til en ærbar egenskab, som visse troende gør sig skyldige i, er paradoksalt og middelalderagtigt. Det, blankt at tilskrive "gud" eller "guder" æren for alverdens væren og dennes processer, uden at gå i detaljer med hvordan dette og hint i realiteten fungerer, er en hyldest af irrationalitet som jeg bestemt ikke kan følge. Denne type tro, hvis der da findes flere typer, har en begrænsende effekt: verdens skønhed, dens fantastiske mangfoldighed og kompleksitet simplificeres i en fortryllende fortælling om guder og andet godt fra fantasien. Problemet er bare at verden er smukkere end det; man overser verdens betagende væren i sig selv og flytter fokus til det hinsidige - det betragter jeg som synd og skam.
Moderne aktiv ateisme er også en kamp for fornuft - den sunde af slagsen! En kamp for retten til at være tvivlende, skeptisk, undrende og eftertænksom. Og samtidig selvfølgelig en kamp for via dialog at opfordre og motivere andre til at indtage en tilsvarende skeptisk position med rationalitet i førersædet.
Præster, imamer, biskopper, rabbinere, muftier, paver, åndemanere osv. er blot demagoger som fordrejer, misleder, (over)fortolker og hæmmer menneskeheden i forhold til blandt andet logik og videnskabelige metoder. Disse metoder er baseret på opsamling af tilstrækkelige mængder af bevismateriale (induktion), empirisk og objektiv udforskning, udformning af præcise teorier eller hypoteser (deduktion), accept af princippet om falsifikation, grundige efterprøvninger, repeterbare forsøg med videre.
Danmark er et land, sikkert blandt mange, med "kulturkristne" og anden "band-wagon religiøsitet" - disse personer skal "vækkes" fra deres døsige søvn for oprigtigt at tage stilling til hele cirkusset. Jeg tillader mig at tvivle på om de vitterlig har tænkt over hvad "statsreligionen" egentlig repræsenterer og udspringer af.
Man skal heller ikke glemme visse troendes provokation omkring omvendt bevisbyrde og hvordan det pludselig er ateister som skal modbevise eksistensen af noget som de religiøse har opfundet. Den slags åbenlyse tåbeligheder er med til at holde os ateister tilpas aktive.
Jeg ser folk som er villige til at ofre deres liv til en ikke-eksisterende guddom, at spilde deres liv på tilbedelse og derudover ligefrem forpeste andre med deres tvivlsomme overbevisninger. Folk lægger hele deres liv i hænderne på bøger som det gamle testamente, det nye testamente, koranen, de apokryfe skrifter, mormonernes bog, vedaerne eller i visse tilfælde overleverede historier om guder og væsener - også kaldet eventyr, myter og sagn. Hele deres livsgrundlag og livsanskuelse opstår fra fortolkninger over disse overvurderede skrifter og fortællinger… Hvor blev kildekritikken af? Hvad med fejlkilder som oversættelse, udvalg af tekster, redigering, falskneri, mundtlig overlevering og den største fejlmargen: fortolkning (herunder både overfortolkning og udglattende bortforklaringer). Hvordan kan man seriøst tro, at en almægtig gud ville lade det være op til overleverede myter at forkynde vedkommendes budskab? En gud som også gav mennesket fornuft, intelligens, skepsis og eftertanke - skulle denne almægtige magt have valgt et så upræcist medie som de kendte skriftkilder repræsenterer? Det lyder ikke som en omnipotent magt - mere som menneskers makværk, forhastede konklusioner, skrøbelige kreationer og ulogiske konstruktioner.
Den aktive ateisme svarer til den lille dreng i "Kejserens nye klæder", som gør forblændede folk opmærksom på at kejserens tøj slet ikke eksisterer: der findes ingen guder, ånder, engle, dæmoner, nisser, feer eller alfer!
Årsag til handlinger
Tro og irrationelle trossystemer ligger desværre til grund for menneskers handlinger - oftest komplet vanvittige og ulogiske handlinger: bøn, ofringer, underkastelse, hellig krig, terror, vold i guds navn, ritualer, ceremonier, indoktrinering, tortur, etnisk udrensning, kvindeundertrykkelse osv. Det kan snildt skabe begrundet frygt blandt andre mennesker, jf. korstogene, utallige krige, bortførsler, henrettelser, terroraktioner, ubarmhjertige religiøse regimer, selvmordsaktioner, massive menneskerettighedskrænkelser og udtalt mangel på respekt for grundlæggende humanitære principper etc. Der er ikke langt fra indædt tro til udførslen af handlinger af ovenstående karakter - og på hvilken baggrund? Blind tro og falske overbevisninger!
Man skal selvfølgelig ikke glemme, at der også udføres gode ting i religionernes navn og i kraft af visse passager i de hellige skrifter - men INGEN af disse gerninger er fuldstændig afhængige af religiøs overbevisning. Det kunne lige så vel være ikke-troende (vantro) som udførte sådanne gode gerninger. Ser man derimod på de modbydeligheder som udføres i gudernes navn, da er det svært at forestille sig andre end kraftigt troende i de situationer (og naturligvis mentalt syge personer).
Steven Weinberg har udtrykt det således: "With or without religion, you would have good people doing good things and evil people doing evil things. But for good people to do evil things, that takes religion", altså: "Med eller uden religion ville man have gode mennesker som udfører gode gerninger og onde mennesker som udfører onde gerninger. Men for at få gode mennesker til at begå onde gerninger, kræves der religion".
Religion skal ikke være årsagen til at vi udfører gode gerninger - etik og moral eksisterer komplet uafhængig af guder og religiøse skrifter. Udfører jeg en god gerning er det ikke for at behage en gud - eller i frygt for en straf - men for den gode gerning i sig selv.
Som Arthur C. Clarke udtrykker det: "One of the great tragedies of mankind is that morality has been hijacked by religion", altså: "En af menneskehedens store tragedier er at moral er blevet kapret af religion". Eller som Albert Einstein udtrykte det: "A man's ethical behavior should be based effectually on sympathy, education, and social ties; no religious basis is necessary. Man would indeed be in a poor way if he had to be restrained by fear of punishment and hope of reward after death", altså: "Et menneskes etiske opførsel burde være baseret på sympati, uddannelse og sociale bånd; Ingen religiøs basis er nødvendig. Mennesket ville i den grad være i dårlig stand hvis det var nødsaget til at blive bundet af frygten for straf og håb på belønning efter døden".
Religiøs fanatisme, ekstremisme og deslige er yderst smitsomme fænomener - på højde med de farligste bakterier og vira - og jo mere man kritiserer religionerne, jo større risiko udsætter man i bund og grund sig selv for. Ytringsfriheden hjælper som bekendt ikke de døde. Alligevel kæmper ateister aktivt for at standse dette vanvid inden det løber løbsk. Det er med vor egen, og vores børns, fremtid i højsædet, at vi er nogle ateister som aktivt går i dialog omkring religiøsitet og de religiøse systemer.
Empati, oplysning og søgen
Der findes som ovenfor indikeret mange grunde til at aktive ateister beskæftiger sig med religion og går aktivt i dialog omkring emnet. Men jeg vil godt gøre klart at den primære årsag til, at jeg går aktivt ind i debatten, er medmenneskelighed, oplysning, empati og bekymring for menneskehedens fremtid. Jeg, og mange andre ateister, ønsker at sprede tvivl og omtanke - verden bliver absolut ikke mindre smuk og fantastisk af den grund (modsat fordommene omkring ateisters manglende glæde ved livet, som jeg har berørt i et andet blogindlæg)!
Dette minder nok om samme årsager en religiøs missionær kommer med, og dertil vil jeg først og fremmest sige, at jeg i virkeligheden har sympati og forståelse for folk som missionerer og prædiker - hvis de vitterlig selv er overbeviste og mener de kender sandheden og kan frelse eller oplyse alle os andre. Dette på trods af, at jeg ikke finder tilstrækkeligt grundlag for deres overbevisninger og da samtidig irriteres let når de prædiker foran min hoveddør eller på anden måde direkte antaster min person. Man skal dog huske på, at hvis de virkelig er overbeviste, så er de principielt set ude i en god sags tjeneste set i forhold til deres religion - men tvivler de blot det mindste inderst inde, da er de ikke andet end højtråbende hyklere. Jeg har personligt meget svært ved at forestille mig fornuftige mennesker som ikke tvivler i sådanne sager - blot en smule?
En anden vinkel er, at ægte religionsfrihed også indebærer retten til at være fri for religion - men så længe disse missionærtjenester hverken er voldelige eller ubehagelige, og så længe alle deltager på frivillig basis (og hvis de missionerende oven i købet kan tage imod lidt konstruktiv kritik), da ser jeg disse "tjenester" som en udmærket brug af en af vore grundlæggende og yderst væsentlige menneskerettigheder: ytringsfriheden. Der hvor jeg mener man går over stregen er hvor man uopfordret forsøger at tvinge sine overbevisninger ned over hovedet på folk, hvor der ikke er samtale, men udelukkende monolog, hvor man aggressivt forsøger at pådutte andre sin ubegrundede tro, hvor "modtageren" ikke har mulighed for at sige fra, hvor man ophidset prædiker dommedag og lignende ubehagelige situationer. Så langt ud håber jeg aldrig aktiv ateisme kommer.
At nogle sidestiller aktiv ateisme med missionærtjeneste er nok lige at sætte tingene på højkant. Jeg ser dog intet galt i, at man i oplysningens tegn annoncerer og deltager i medierne, foretager uvoldelige aktioner eller demonstrationer, udformer reklamer, hjemmesider, bøger, videoer og andet oplysningsmateriale - så længe man accepterer, at man ikke har ret til at pådutte andre ens egne holdninger uden deres samtykke, uanset hvor positive de holdninger end måtte være - og så længe man holder sig på et sagligt plan.
Åbenhed
Til sidst vil jeg blot minde om, at mange ateister i bund og grund er søgende efter årsagen til vor, og universets, eksistens. Vi støtter os op af bredt accepterede (også blandt troende) videnskabelige metoder frem for kunstigt konstruerede trossystemer. Videnskaben er i konstant bevægelse og for hvert skridt er der indberegnet risiko for at man kan tage fejl - således er vor samlede viden dynamisk og i fortsat udvikling. Man må ikke glemme, at de videnskabelige metoder har vist sig yderst effektive til at beskrive, forudsige og forstå verden, modsat de af religionerne givne dogmer.
Dertil er videnskaben en åben proces som alle har mulighed for at præge og deltage i - så længe man holder sig til de tidligere omtalte videnskabelige og objektive metoder. Denne åbenhed i forhold til erkendelse er en yderst positiv ting som bestemt ikke modsvares af diverse religiøse systemer, forstokkede og uforbederlige som de er. I bund og grund mener jeg, at vi alle skal acceptere en meget væsentlig erkendelse: at vi som udgangspunkt intet ved. Vi er alt i alt ganske uvidende, men så længe vi blot holder os det for øje, og i ydmyghed udforsker verden, er der håb endnu.
Må fornuften redde os fra os selv.
/Jakob H. Heidelberg
Ingen kommentarer:
Send en kommentar