THE GIRL WHO SILENCED THE WORLD AT THE UNITED NATION FOR 5 MINUTES
Her er hendes ord nedfældet:
Hej, jeg er Severn Suzuki taler for ECO - The Environmental Children's Organisation.
Vi er en gruppe på tolv- og trettenårige der forsøger at gøre en forskel: Vanessa Suttie, Morgan Geisler, Michelle Quigg og mig. Vi har selv sparet op for at kunne komme her, rejst fem tusind mil for at fortælle Jer voksne, at I må ændre Jeres måde at handle på.
Jeg er kommet her i dag uden skjult dagsorden. Jeg kæmper for min fremtid. At miste min fremtid er ikke som at tabe et valg eller nogle få point på børsen.
Vi er en gruppe på tolv- og trettenårige der forsøger at gøre en forskel: Vanessa Suttie, Morgan Geisler, Michelle Quigg og mig. Vi har selv sparet op for at kunne komme her, rejst fem tusind mil for at fortælle Jer voksne, at I må ændre Jeres måde at handle på.
Jeg er kommet her i dag uden skjult dagsorden. Jeg kæmper for min fremtid. At miste min fremtid er ikke som at tabe et valg eller nogle få point på børsen.
Jeg er her for at tale for alle kommende generationer. Jeg er her for at tale på vegne af de sultende børn rundt omkring i verden, hvis gråd ingen hører.
Jeg er her for at tale for de utallige dyr, der dør på denne planet, fordi de ikke har nogen steder tilbage at gå hen. Jeg er bange for at gå ud i solen nu på grund af hullerne i vores ozonlag. Jeg er bange for at indånde luften, fordi jeg ikke ved, hvilke kemikalier der er i den.
Jeg er her for at tale for de utallige dyr, der dør på denne planet, fordi de ikke har nogen steder tilbage at gå hen. Jeg er bange for at gå ud i solen nu på grund af hullerne i vores ozonlag. Jeg er bange for at indånde luften, fordi jeg ikke ved, hvilke kemikalier der er i den.
Jeg plejede at fiske i Vancouver, mit hjem, med min far, indtil for få år siden hvor vi opdagede af fiskene var fulde af kræft. Og nu hører vi om dyr og planter der uddør - hver dag - forsvundet for evigt.
I mit liv har jeg drømt om at se de store flokke af vilde dyr, junglen og regnskove fyldt med fugle og sommerfugle, men nu spekulerer jeg på, om de overhovedet vil eksistere så mine børn kan se dem.
Var du nødt til at bekymre sig om disse ting, da du var på min alder?
Alt dette sker for øjnene af os og alligevel handler vi, som om vi har al den tid vi ønsker, og alle løsningerne. Jeg er kun et barn og jeg har ikke alle løsningerne, men jeg vil have dig til at indse, at det har du heller ikke!
* Du ved ikke, hvordan man reparerer hullerne i vores ozonlag.
* Du ved ikke, hvordan man sætter laks tilbage et dødt vandstrøm.
* Du ved ikke, hvordan man kan genskaber dyr der nu er uddøde.
* Og du kan ikke bringe skoven tilbage, der engang voksede hvor der nu er ørken.
Hvis du ikke ved, hvordan det skal repareres, ber jeg dig om at stoppe med at ødelægge det!
Her kan det godt være, at I er repræsentater for Jeres regeringer, forretningsfolk, organisationer, journalister eller politikere - men i virkeligheden er I mødre og fædre, søstre og brødre, tanter og onkler - og I er alle nogens barn.
Jeg er kun et barn, men alligevel ved jeg, at vi alle er en del af en familie, fem milliarder stor, faktisk 30 millioner arter stor - og grænser og regeringer vil aldrig kunne ændre det!
Jeg er kun et barn, men alligevel ved jeg, at vi alle er i samme båd, og vi bør handle som én enkelt verden, i retning af ét enkelt mål.
I min vrede, er jeg ikke blind, og i min frygt, er jeg ikke bange for at fortælle verden, hvordan jeg føler. I mit land, laver vi så meget affald, vi køber og smider væk, køber og smider væk, køber og smider væk - og alligevel vil de nordlige lande ikke dele med de nødlidende. Selv mens vi har mere end nok, er vi bange for at dele, vi er bange for at miste noget af vores rigdom.
Var du nødt til at bekymre sig om disse ting, da du var på min alder?
Alt dette sker for øjnene af os og alligevel handler vi, som om vi har al den tid vi ønsker, og alle løsningerne. Jeg er kun et barn og jeg har ikke alle løsningerne, men jeg vil have dig til at indse, at det har du heller ikke!
* Du ved ikke, hvordan man reparerer hullerne i vores ozonlag.
* Du ved ikke, hvordan man sætter laks tilbage et dødt vandstrøm.
* Du ved ikke, hvordan man kan genskaber dyr der nu er uddøde.
* Og du kan ikke bringe skoven tilbage, der engang voksede hvor der nu er ørken.
Hvis du ikke ved, hvordan det skal repareres, ber jeg dig om at stoppe med at ødelægge det!
Her kan det godt være, at I er repræsentater for Jeres regeringer, forretningsfolk, organisationer, journalister eller politikere - men i virkeligheden er I mødre og fædre, søstre og brødre, tanter og onkler - og I er alle nogens barn.
Jeg er kun et barn, men alligevel ved jeg, at vi alle er en del af en familie, fem milliarder stor, faktisk 30 millioner arter stor - og grænser og regeringer vil aldrig kunne ændre det!
Jeg er kun et barn, men alligevel ved jeg, at vi alle er i samme båd, og vi bør handle som én enkelt verden, i retning af ét enkelt mål.
I min vrede, er jeg ikke blind, og i min frygt, er jeg ikke bange for at fortælle verden, hvordan jeg føler. I mit land, laver vi så meget affald, vi køber og smider væk, køber og smider væk, køber og smider væk - og alligevel vil de nordlige lande ikke dele med de nødlidende. Selv mens vi har mere end nok, er vi bange for at dele, vi er bange for at miste noget af vores rigdom.
I Canada, lever vi det priviligerede liv, med masser af mad, vand og husly - vi har ure, cykler, computere og fjernsyn - listen kunne blive ved i to dage.
For to dage siden her i Brasilien, var vi chokerede, da vi brugte noget tid med nogle børn, der levede på gaden. Dette er hvad et barn fortalte os: "Jeg ville ønske jeg var rig og hvis jeg var, ville jeg give alle gadebørn mad, tøj, medicin, husly og kærlighed og hengivenhed". Hvis et barn på gaden, der intet har, er villig til at dele, hvorfor er vi, der har alting, stadig så grådige?
Jeg kan ikke holde op med at tænke på, at det er børn på min egen alder, at det gør en enorm forskel hvor man er født, at jeg kunne være en af disse børn der lever i Favellas Rio; jeg kunne være et barn der sultende i Somalia; et offer af krig i Mellemøsten eller en tigger i Indien.
Jeg er kun et barn, men alligevel ved jeg, at hvis alle pengene der bruges på krig, blev brugt til at finde miljømæssige svar, afskaffe fattigdom og finde traktarer, ville denne jord være et vidunderligt sted!
I skolen, selv i børnehaven, lærer I os hvordan man opføre sig i verden. I lærer os:
* Ikke at slås mod andre
* At finde en løsning på problemer
* At have respekt for andre
* At rydde op efter vores rod
* Ikke at såre andre skabninger
* At dele - og ikke være grådige
Så hvorfor går du ud og gør de ting du fortæller os vi ikke skal gøre?
Glem ikke, hvorfor du deltager på disse konferencer, og hvem du gør dette for - vi er dine egne børn. Du afgør, hvad for en slags verden, vi vil vokse op i. Forældre skulle kunne trøste deres børn ved at sige "alt skal nok ordne sig", "det er ikke enden på verden", og "vi gør det bedste vi kan"; men jeg tror ikke, I kan sige det til os længere. Er vi overhovedet på din prioriteringsliste?
Min far siger altid "Du er hvad du gør, ikke hvad du siger". Nå, det I gør får mig til at græde om aftenen. I voksne siger I elsker os, men jeg udfordrer Jer, jeg beder Jer: lad Jeres handlinger afspejle Jeres ord, tak.
Ovenstående er baseret på dette transcript og egne tilrettelser.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar