Vort fælles ontologiske projekt (revideret)

Jeg forestiller mig ofte en dialog mellem to eller flere mennesker, som i fællesskab skal prøve at enes om, hvad der findes i verden, altså hvad vi reelt kan sige eksisterer. Det er en dialog mellem mennesker der ønsker at opnå en sammenhængende virkelighedsopfattelse, som svarer mest muligt til virkeligheden eller "sandheden". Lad os kalde det et fælles ontologisk projekt.

Inden deres undersøgelse af verden kan komme rigtig i gang, så skal der findes et absolut minimum af basale antagelser, et fælles udgangspunkt, en række grundlæggende "aksiomer", et antal laveste fællesnævnere for (pre)accepteret "virkelighed", en uundgåelig metafysik. Man skal med andre ord afdække de forudsætninger man er nødt til at acceptere mere eller mindre "blindt", dvs. uden at kunne gøre rede for deres absolutte gyldighed, for overhovedet at udføre og gennemføre denne dialog og undersøgelse.

I denne dialog, der afspiller sig ligesom en klassisk dialog af Platon for mit indre lærred, må enhver protestere efterhånden som de basale antagelser hober sig op én for én. Hvis man med mening, dvs. uden at komme ud i selvmodsigelser eller absurditet, kan afskrive en basal antagelse, så bør denne forkastes og efterlades til efterfølgende granskning. Det metafysiske fundament skal være så stabilt og sikkert som muligt, da det vil danne grundlag for efterfølgende antagelser om virkeligheden. Det bliver et fælles fundament, en "konsensus-fundamentalisme".

Af samme årsag bør dette fundament være så "let" som overhovedet muligt, dvs. uden unødige "tomme" postulater, "blind" tro og letkøbte antagelser. Vi bør nemlig begrænse vores ontologiske projekt til et absolut minimum, til det basalt nødvendige og tvingende, idet vi i denne "indledende" afklaringsfase er særdeles sårbare overfor "forurening" af vores tanker om og vort forhold til virkeligheden.

De basale eller grundlæggende antagelser, er antagelser, som man ikke bør kunne fornægte uden at gøre sig skyldig i såkaldt "forudsætningsglemsel" (selvmodsigelse og absurditet, jf. den store danske filosof David Favrholdt*). Jeg vil, mest for min egen skyld, liste de afdækkede basale antagelser her (ikke nødvendigvis i korrekt orden og ikke nødvendigvis alle vore forudsætninger, blot mine forslag) med et par tilknyttede kommentarer:

1. Jeg findes
- Basal antagelse om, at man selv eksisterer. Vi kan jo fremhæve Descartes "cogito ergo sum"-argument.

- Afvisning af denne basale antagelse fører til absurditet (som kan være reel nok, men umulig at acceptere for mennesker). Ligeledes er det en forudsætning for interaktion med verden og (meningsfuld)  kommunikation med andre.

2. Jeg kan erkende
- Basal antagelse om, at det giver mening at gøre sig tanker om verden, samt at vi har kognitiv mulighed for (gradvist) at lære og forstå verden, f.eks genkende mønstre og sammenhænge mellem hændelser. Dette punkt handler i bund og grund om intellektets (fornuftens) integritet og potentiale: vi kan i vidt omfang frit erkende "noget" om verden, men "hvad" vi skal erkende ligger i den efterfølgende (dynamiske) undersøgelse af verden, ikke i det indledende ontologiske projekt.

- Implicit i denne antagelse ligger det umiddelbart også, at vi er frie i vores undersøgelse, at vi ikke er bundet/dertermineret til at acceptere det ene eller andet, i modsat fald ville vi ikke kunne stole på vores fornuft/erkendelse (ignorering eller accept af problemet omkring fri vilje).

- Afvisning af denne basale antagelse fører til absurditet (som kan være reel nok, men umulig at acceptere for mennesker). Ligeledes er det en forudsætning for (meningsfuld) kommunikation med andre.

3. Jeg kan stole på logikken (basal/formel logik)
- Basal antagelse om, at vi kan udlede noget af vores erfaringer, samt at der findes basale regler for hvordan vi med mening kan konkludere noget (argumentation og gyldighed).

- Afvisning af denne basale antagelse fører til absurditet (som kan være reel nok, men umulig at acceptere for mennesker). Ligeledes er det en forudsætning for interaktion med verden og (meningsfuld) kommunikation med andre.

4. Jeg kan gøre mig erfaringer om verden
- Basal antagelse om, at hændelser i fremtiden sandsynligvis vil ligne dem i fortiden (ignorering eller accept af induktions- og kausalitetsproblemet). I denne antagelser ligger det også implicit, at ens erfaringer sandsynligvis vil være anvendelige i fremtiden (næste gang man udfører et lignende forsøg under samme forhold). Dette forhold gælder i øvrigt umiddelbart uanset om omverdenen reelt findes eller ej.

- Afvisning af denne basale antagelse fører til absurditet (som kan være reel nok, men umulig at acceptere for mennesker). Ligeledes er det en forudsætning for interaktion med verden og (meningsfuld) kommunikation med andre.

5. Omverdenen findes (uafhængigt af mig)
- Basal antagelse om at det er meningsfuldt at agerer i og interagere med rummet (ignorering eller accept af omverdensproblemet). Herunder at ens sanseerfaringer kan tilskrives en vis umiddelbar gyldighed.

- Afvisning af denne basale antagelse fører til solipsisme (som kan være reel nok, men i dyb modstrid med vores umiddelbare indtryk/erfaringer). Ligeledes er det en forudsætning for interaktion med verden og (meningsfuld) kommunikation med andre.

- Ved afvisning glemmer/ignorerer man sin opdragelse og indlæring fra fødslen, ens baggrund og kropslighed, som er så vigtig for erkendelse (Jf. Favrholdt*), sansning og handlen (herunder enhver hidtidig interaktion).

6. Jeg kan stole på matematikken (basale regnearter)
- Basal antagelse om, at man kan regne og få et korrekt result, f.eks. at 1 mand og 1 kvinde giver 2 mennesker, at 421 er større end 12, at 2 gange 2 er 4 osv. (dækker også mængdelære).

- Afvisning af denne basale antagelse fører til absurditet (som kan være reel nok, men umulig at acceptere for mennesker). Ligeledes er det en forudsætning for interaktion med verden og (meningsfuld) kommunikation med andre.

7. Tid findes
- Basal antagelse om, at fortid, nutid og fremtid findes, samt at man (og omverdenen) bevæger sig i tiden (gælder altså også sammenhængen mellem tid og rum: at en afstand tilbagelægges på kortere tid desto hurtige man bevæger sig m.v.).

- Afvisning af denne basale antagelse fører til absurditet (som kan være reel nok, men umulig at acceptere for mennesker). Ligeledes er det en forudsætning for interaktion med verden og (meningsfuld) kommunikation med andre.

8. Andre bevidstheder (som jeg) findes
- Basal antagelse om, at der i min omverden findes bevidstheder som mig, sandsynligvis med nogenlunde tilsvarende kognitive evner.

- Afvisning af denne basale antagelse fører til solipsisme. Ligeledes er det en forudsætning for (meningsfuld) kommunikation med andre.

9. Kommunikation er mulig
- Basal antagelse om, at vi kan kommunikere (overføre budskaber) med mening (sprog, grammatik, betydning, begreber, mening, symbolik).

- Afvisning af denne basale antagelse gør dialogen, det fælles ontologiske projekt, umulig.

Om selve forhandlingsprocessen
Efter enhver basal antagelse (punkt 1-9 og muligvis flere) bør hver part kunne sige "OK, det er accepteret!" Kan en part ikke det, så bør vedkommende protestere. Herefter må den som fremsætter forslaget om en given basal antagelse, i ovenstående tilfælde undertegnede, argumentere for hvorfor antagelsen er af tvingende nødvendighed (for meningsfuld dialog og fælles forståelse).

Bliver parterne ikke blive enige om en given basal antagelse må man, som under enhver anden forhandling, finde ud af om dialogen kan fortsætte alligevel. Størst mulig enighed må selvfølgelg tilstræbes - der skal altså være en villighed til mutual forståelse hos alle deltagende parter (gensidig respekt og klar forståelse af projektets præmisser). Alle bevidste og intelligente væsener bør ideelt set deltage i denne fælles dialog (jeg taler ikke her om hvorvidt det er praktisk muligt).

Om forhandlingens resultater og konsekvenser
Forhandlingerne kan altså føre til følgende resultater:

1. Fælles enighed om alle basale antagelser, alle parter er tilfredse (fuld konsensus)
- Alle parter fik alle sine forslag til basale antagelser accepteret af modparter. Det er således (fuldt ud) muligt at gå videre i en "fælles" udforskning af virkeligheden (med udgangspunkt i ens fælles grundlæggende forudsætninger).

2. Fælles enighed om en række basale antagelser, alle parter er tilfredse (delvis konsensus)
- Man opnåede enighed om en række (ikke alle) stillede forslag til basale antagelser. Det er således muligt at gå videre i en "fælles" udforskning af virkeligheden (med udgangspunkt i ens fælles grundlæggende forudsætninger).

3. Uenighed om væsentlige basale antagelser, en eller flere parter er utilfredse (uenighed)
- Man opnåede ikke enighed om alle stillede forslag til basale antagelser. Det er således ikke muligt at gå videre i en "fælles" udforskning af virkeligheden (med udgangspunkt i ens fælles grundlæggende forudsætninger). Dialogen afbrydes.

Man må nok forvente, at der opstår forskellige grupperinger af folk, som hver især accepterer en given mængde specifikke basale antagelser. Det er væsentligt at bemærke, at der ikke er tale om et demokratisk projekt i den forstand, at flertallet (altså den største gruppe) vinder. Projektet består i at afdække de absolut "laveste fællesnævnere", et mindste antal nødvendige basale antagelser.

Det er værd at bemærke, at ingen i vor dialog nødvendigvis hævder, at de basale antagelser er absolut viden, objektive størrelser, absolutte realiteter eller lignende. Blot hævdes det, at de er nødvendige og tvingende for opnåelse af fælles "mening", i betydningen "sammenhæng" i vores virkelighedsopfattelse og -forståelse. Dialogen er et forsøg på at opnå enighed om vort fundament, en slags sandhedssøgende fundamentalisme :)

* David Favrholdt: "Filosofisk Codex" og "Erkendelse: Grundlag og gyldighed"